Kongeskibet afslutter togt i Fredericia
Hendes Majestæt Dronningen besøger Fredericia den 1. september 2023
Den 29. august indleder Hendes Majestæt Dronningen officielt sensommertogtet. Sensommertogtet bringer Hendes Majestæt Dronningen og Kongeskibet Dannebrog til Vordingborg, Randers og Fredericia, hvor sensommertogtet bliver afsluttet.
”Jeg er utrolig glad for, at Hendes Majestæt Dronningen afslutter sensommertogtet i Fredericia. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage fra grundlæggelsen, og vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal skabe en folkefest omkring det royale besøg, som vi gjorde i 2008, da Hendes Majestæt og Kongeskibet lagde vejen forbi Fredericia”, siger borgmester Steen Wrist.
Flere detaljer om besøget i Fredericia og et program for de royale sensommerdage i Fredericia vil blive offentliggjort senere. Ligesom der også senere vil være akkreditering af pressen.
Sidst Hendes Majestæt Dronningen besøgte Fredericia i forbindelse med sommertogterne med Kongeskibet Dannebrog var i 2008.